Kritisk rationalisme

Kritisk rationalisme er en erkendelsesteoretisk filosofi og videnskabsteori grundlagt og præget af Karl Popper, som anser videnskabelige udsagn som ikke-verificerbare. Som i den klassiske rationalisme antages virkeligheden at være tilgængelig for erkendelsen, men ikke på en sådan måde, at man nogensinde kan være sikker på, at en givet beskrivelse af virkeligheden rent faktisk er sand. Den kritiske rationalisme er angivet af den overbevisning, at den menneskelige erkendelse og videnskab gør fremskridt ved, at teorier forsøges kritiseret gennem observation og ved fornuftens hjælp. I dag står læren som en af de mest dominerende inden for videnskabsteorien. Popper beskriver filosofien som et livssyn, hvorved man til tider må erkende, at kunne tage fejl, og at vores modpart kan have ret, hvorfor vi sammen har mulighed for at komme på sporet af sandheden^[1]. Kendetegnende er en forsigtig optimistisk tilgangsvinkel til livet og opgaver, hvilket blandt andet udtrykkes i bogtitlerne Alles Leben ist Problemlösen^[2] og Auf der Suche nach einer besseren Welt^[3]. Popper beskrev kritisk rationalisme i værkerne The Open Society and Its Enemies og Conjectures and Refutations. Vigtige repræsentanter for den kritiske rationalisme er, ud over Popper, Imre Lakatos^[4], den tidlige Paul Feyerabend, Hans Albert^[5] og Alan Musgrave.

1. ^ Die offene Gesellschaft und ihre Feinde II s. 281
2. ^ Karl R. Popper: Alles Leben ist Problemlösen (Piper, 1994), ISBN 3-492-22300-1.
3. ^ Karl R. Popper: Auf der Suche nach einer besseren Welt (Piper, 1984), ISBN 3-492-20699-9.
4. ^ Lakatos I. (1974). "Falsification and the methodology of scientific research programmes". I I. Lakatos og A. Musgrave (red.). Criticism and the growth of knowledge (3 udgave). Cambridge: Cambridge University Press. s. 91–196.
5. ^ Albert, H. (1968). Traktat über kritische Vernunft. Tübingen: Mohr.